Giv haven den rigtige kalkbalance

At opnå en ph på 7 er målet med at kalke haven, men hvilke produkter skal man vælge, og hvordan kalkder man bedst. Her nogle gode tips med på vejen.

De fleste har problemet: Græsplanen er nærmest blevet til en mosplæne, og det skyldes især, at mos trives i sur jord. Derfor er der god grund til at overveje at give plænen et solidt skud med kalk, og det fås i mange varianter.

Det mest oplagte er at købe almindelig dolomit kalk, der er ret billigt – typisk 60 kroner for 15 kilo, som rækker til 200 kvadratmeter og udstrøs i vinterhalvåret eller det tidlige forår. Det har ofte et indhold af vækstgivende magnesium, der også er vigtigt for plænens vækst.

En ulempe ved denne type kalk er dog, at man kan være fuldstændig smurt ind i hvidt kalk bagefter, og at man risikerer at få det indenfor, hvis børn eller kæledyr har været ude i haven og går direkte ind i huset bagefter.

Vil man undgå dette, kan man overveje nye kalktyper som eksempelvis Aqua-Kalk, der har en naturlig jordbrun farve, og ifølge producenterne har den fordel, at det kun opløses kun i jord, der har en pH-værdi under 7,0 og der derfor ingen fare er for at overdosere. Et hurtigt tjek på nettet viser, at produktet ikke koster ret meget mere end almindelig kalk – 65 kroner for 10 kilo. Ifølge producenten er kalken miljøvenlig, fordi den kommer fra kalken i vandværker – og er tilført mikroorganismer, som giver en mere frugtbar jord og som styrker planternes rødder, så græsplæne bedre kan optage næring.

Anders Lemmergaard fra producenten Ecostyle peger på, at udgravning fra kalkbrud er ressourcekrævende og tærer på Jordens ressourcer.
”Ved at bruge den overskydende kalk til at forbedre jorden i haven, hjælper vi vandværkerne af med kalken og vi undgår udgravning af kalk i kalkbrud.”

Umiddelbart er det svært at finde videnskabeligt belæg for, om Ecostyle er bedre end andre typer af kalk, men vælger du den traditionelle kalk, så er det vigtigt at huske, at det er bedst at sprede den ud om vinteren, hvor man ikke opholder sig så meget i haven, og man derfor undgår at slæbe kalken indenfor. Har man hund eller kat, så kommer kalken nok ind under alle omstændigheder.

Du kan finde flere gode råd til haven på www.deadlinepress.dk