Robotplæneklipperne bliver bedre og billigere

Nu kan man også få robotplæneklippere, selv om man har en stærkt kuperet plæne. Husqvarna har for nylig lanceret en model, der kan klare skråninger helt op til 70 procent.

Robotplæneklippere bliver efterhånden hvermandseje efter, at prisen er nået ned på omkring 4500 kroner. Samtidig bliver de bedre. En af de største sensationer er måske Husquarnas nye Automower 435X AWD, der kan køre gennem meget smalle passager og kan bevæge sig over flere adskilte plæner – Og så kan den klare stigninger på helt op til 70 procent – altså 35 grader. Til sammenligning har en sort skipist typisk en stigning på 40-60 procent.

Plæneklipperne er også ved at blive langt mere intelligente. Eksempelvis kan den nævnte topmodel stemmestyres via Amazon Alexa og Google Home, hvis robotplæneklipperen er udstyret med app-systemet Automower Connect. Det betyder, at du kan fortælle din digitale assistent, om du vil have Automower til at stoppe, starte eller parkere. For den særligt IT-interesserede kan man faktisk også programmere den. Formentlig er det ikke noget, som ret mange vil bruge, men sjovt er det alligevel, at man kan nørde lidt med maskinen.

Stil krav
Når du køber en plæneklipper, så er det vigtigste, at den er stabil. Og at den har nogle gode basale funktioner. Eksempelvis skal den gerne stoppe automatisk, hvis du løfter eller vender robotten. Og så må den meget gerne være bygget, så den sænker farten, når den registrerer en genstand i nærheden, så man undgår sammenstød med hunden eller katten. Bemærk også, om den har beskyttende gummistødværn på fronten. Det er også rigtigt fint, hvis den har firehjulstræk, hvilket gør den bedre til at køre lige og op og ned ad skråninger.

Det er også vigtigt, at den er lydsvag og automatisk kan køre tilbage til sin ladestation, når den mangler strøm. Bemærk også prisen på ekstra ladestationer, og om der er brug for ekstra signalsendere til styring af den, hvis du har en stor plæne. Fleksibel indstilling af klippehøjden er også vigtigt. Der kan også være stor forskel på klippeteknikken. Bemærk, om den klipper græsset fint, så det bliver genbrugt som gødning for plænen, så græsset bliver grønnere, tættere og frodigere.

En stor fordel ved robotklipperne er, at hyppig klipning forhindrer mos i at brede sig.

Nogle robotklippere er også udstyret med teknikker, der modvirker, at græsrester sætter sig fast i klippeskjoldet. Det er vigtigt, så du får en bedre ydelse og et lavere vedligeholdelsesbehov.

Husk også tyverisikringen. Ofte er de udstyret med en anordning, der giver besked, hvis robotten forlader et foruddefineret område.

Artiklen er lavet i samarbejde på forbrugersitet Deadlinepress som kan besøges på www.deadlinepress.dk